Sony lancerer det spejlløse fullframekamera Alpha7 III

Kameraet har bl.a. en ny BSI-sensor, større batteri, AF-joystick og EyeAF.


Sony har lanceret 3. iteration af deres populære Alpha 7, nemlig Alpha7 III.

I forhold til forgængeren har den fået en række forbedringer, som vi allerede har set i storebror A9 og Alpha 7R III. Autofokus byder på 693 AF-fasedetektionspunkter med 93% dækning, og yderligere 425 AF-kontrastdetektionspunkter. Det giver sammenlagt 1118 AF-punkter.

Sensoren er nu en BSI CMOS-sensor, og Back Side Illuminated princippet sørger for lavere støjniveau mens Front End LSI præprocessoren sørger for hurtigere burst hastighed – som nu er på 10 fps.

Video kan indfanges i 4K ved 24 fps, og opløsningen tages fra en 6K-region af sensoren mens 30p kommer fra en 5K-region med 1,2x crop. Der understøttes både S-Log2, S-Log3 og HLG. I 1080p ydes der op til 120 fps.

Ligesom for A9 og Alpha 7R III understøttes der desværre ikke PlayMemories Camera Apps.

Specifikationer:

  • Kameratype: Spejlløst systemkamera
  • Sensor: BSI Exmor R CMOS, 24 MPixels, fullframe
  • Processor: Bionz X
  • ISO: 100-25600 (udviddet: 50 samt op til 204.800)
  • Stabilisering: Indbygget 5-axis (op til 5 stop)
  • AF: 693 PD-AF punkter + 425 kontrastpunkter
  • Skærm: 3″ LCD, 921.600 pixels opløsning med tilt
  • Søger: Elektronisk, 100% dækning, 0,78x forstørrelse, 2,4 MPixels
  • Lukker: 30 – 1/8000s
  • X-sync: 1/250s
  • Burst: 10 fps
  • Video: 3840 x 2160 @30p / 1920 x 1080 @ 120p
  • USB: 3.1 gen. 1
  • Trådløs: Wi-fi med NFC
  • Batterilevetid: 610 skud (CIPA)
  • Vægt: 650g
  • Dimensioner: 127 x 96 x 74 mm

Kameraet udkommer i april i år til $ 1.999, hvilket herhjemme nok vil svare til omkring 15.000 kroner. Derudover vil kameraet kunne købes som bundle sammen med Sony 28-70mm kitobjektiv.



Telia-formand vil gerne købe TDC ud af Norge

pix-Marie Ehrling Telias bestyrelsesformand, Marie Ehrling, er interesseret i at købe TDCs norske kabel-TV-selskab og understreger, at Telia har en god økonomi. Her ses hun sammen med Telias topchef Johan Dennelind. Arkivfoto: Henrik Montgomery, Scanpix/AFP

Den svensk-finske telegigant mangler at kunne sælge faste internetforbindelser i Norge og er derfor interesseret i at købe TDCs kabel-TV-selskab.

Selv om Nordens største teleselskab, Telia, har meldt klart ud, at det ikke kommer med et modbud på danske TDC, betyder det ikke, at Telia har mistet interessen for, hvad TDC ejer.

Således bekræfter Telias bestyrelsesformand, Marie Ehrling, at Telia bestemt godt kunne finde på at købe Norges næststørste kabel-TV-selskab, Get, af TDC, når de tre danske pensionskasser PFA, PKA og ATP sammen med australske Macquarie overtager TDC og agter at satse på TDCs mobile og faste net i Danmark.

Ehrling: Gode forbindelser er kernen

»Selvfølgelig vil vi se på det,« siger Marie Ehrling i et interview med nyhedsbureauet Reuters under verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona i det nordøstlige Spanien i denne uge. »Det er kernen, det at have gode forbindelser, og i disse dage er det meget vigtigt, at man kan tilbyde samlede pakkeprodukter,« siger hun.

Som Berlingske tidligere har beskrevet, mangler Telia at kunne tilbyde internetforbindelser til kunderne i Norge. Her har Telia sit eget mobilselskab men mangler et kabelnet, som kan levere såvel TV som bredbånd.

Marie Ehrling, som har været bestyrelsesformand siden 2013 og selv var topchef i Telia fra 2003 til 2006, understreger, at Telia står i en stærk, finansiel stilling og har »en interessant dagsorden« i Norden, som fortsat er kernemarkedet for den svensk-finske gigant, som i Danmark er nummer tre efter TDC og norske Telenor.

TDC købte Get med nu 428.000 kunder i 2014 for 12,5 milliarder kroner. TDCs topchef, Pernille Erenbjerg, har siden omtalt det som »de bedste 13 milliarder, som jeg nogen sinde har brugt«.

Danmark venter

I Danmark afventer Telia at se, hvad køberkonsortiet, der for nogle uger siden bød 40,8 milliarder kroner for at overtage TDC, reelt vil stille op, når de har fremsat det endelige tilbud til aktionærerne og har fået deres godkendelse.

Telias koncernchef, Johan Dennelind, sagde for to uger siden, at Telia undersøger alternativer i Danmark, »men vi ønsker ikke at komme ind på de forskellige alternativer«. Til gengæld sagde han til det norske netmedie E24.no, at »Get er et af flere spændende selskaber på det norske marked«, og at »jeg forventer, at vi gør noget aktivt i år eller måske til næste år« i Norge.

Den svenske stat ejer 37,3 procent af Telia og er dermed største aktionær.

 

IT-chefs angreb på tidligere arbejdsplads giver fængsel

Cyberattack NETHERLANDS-CYBER-ATTACKS-SECURITY Appel om samfundstjeneste for hacking og bedrageri falder til jorden i Højesteret. Foto: ROB ENGELAAR

Appel om samfundstjeneste for hacking og bedrageri falder til jorden i Højesteret.

Det var hacking af den groveste slags, da en tidligere IT-chef i et jysk firma tre gange angreb sin tidligere arbejdsplads. Isoleret set giver forbrydelsen en straf på fængsel i to år, siger Højesteret i en dom tirsdag.

I alt idømmes manden dog fængsel i tre år og seks måneder, da han også har begået bedragerier og dokumentfalsk.

Hans appel om at få en mildere straf – og muligvis samfundstjeneste på grund af sine gode personlige forhold – er ikke blevet fulgt af de fem dommere.

Reelt blev virksomheden lagt ned på grund hackingen, som fandt sted i november 2014.

Helt afgørende erhvervsoplysninger var blevet slettet. Nogle ansatte måtte sendes hjem, og systemerne var først oppe at køre igen i fuldt omgang efter nogle uger. Angrebet gav ekstra udgifter på mere end 400.000 kroner.

Også tidligere har først Retten i Aalborg og derefter Vestre Landsret vurderet, at der var tale om hacking under “særligt skærpende omstændigheder”, ligesom hærværkets omfang blev betragtet som betydeligt.

Men den dømte fik en særlig tilladelse til at komme videre med sagen til Højesteret.

Under sagen har dommerne set på Folketingets mening med at forhøje straffen i 2004 for hacking. Hensigten var at ramme forbrydelser rettet mod it-systemer lige så hårdt som kriminalitet rettet imod penge og ting.

Og de tre angreb udløser altså i sig selv fængsel i to år. Strafferammen er seks år.

 

Supermobilnettet er rykket et år frem – men Danmark ligger ikke først for

pix-5G »5G er nu«, kundgør et af reklameskiltene på verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona i denne uge. Allerede i år kan der være ægte premiere på det nye supermobilnet. Foto: Yves Herman, Reuters/Scanpix Foto: YVES HERMAN

Tidsplanen for at få de første 5G-mobilnet op at køre rykkes frem, fordi priserne begynder at falde. De første brugere kan allerede komme på i år, men de er med vished ikke danskere – og det er et problem, mener Dansk Industri.

Der er så megen fart på udviklingen af det kommende supermobilnet, 5G, at tidsplanen for, hvornår de første almindelige brugere kan få adgang til f.eks. at hente en totimersfilm på 3,6 sekunder, kan rykkes et helt år frem – men Europa vil stå længere nede i køen.

Sådan lyder meldingen fra de store producenter af mobiludstyr og mobiltelefoner, som i denne uge er samlet i Barcelona i det nordøstlige Spanien til verdens største mobilmesse, Mobile World Congress.

pix-Robot Denne robot fra det japanske mobilselskab Docomo er et eksempel på teknologi, som kræver, at mobilsignalerne kun bliver absolut minimalt forsinket, sådan som det bliver på det kommende 5G-supermobilnet. Ellers vil man f.eks. ikke kunne bruge forbindelsen til fjernoperationer, selvkørende biler og andet, der skal kunne reagere uden forsinkelse. Foto: Pau Barrena, AFP/Scanpix Foto : PAU BARRENA

Tidsplanen er rykket et år frem

Den store aktivitet blandt stadig flere producenter betyder, at priserne falder, hvilket giver flere teleselskaber mod på at kaste sig over seriøs planlægning af at få 5G-mobilnet op at køre.

»Det er rykket næsten et år frem, hvilket er godt nyt for sektoren, for så vil de være en del af den næste investeringsbølge,« konstaterede topchefen for verdens næststørste mobiludstyrsproducent, finske Nokia, Rajeev Suri, med henvisning til at teleselskabernes økonomi generelt er blevet bedre, hvorfor de ikke holder lige så kraftigt igen med større nyinvesteringer.

Derfor forventer Rajeev Suri, at de første brugere allerede kan komme »på« i år mod ellers ventet i 2019 – et synspunkt, der deles hos den svenske konkurrent, Ericsson, der er verdens største.

Verdens største mobilmesse

  • Mobile World Congress er verdens største messe for mobiltelefoner og mobilteknologi. Den holdes i år 26. februar til 1. marts og foregår igen i Barcelona, hovedbyen i Catalonien i det nordøstlige Spanien, hvor den er en af årets største begivenheder og har været det gennem en årrække.
  • Her samles fagfolk, eksperter, analytikere og verdenspressen for at se og få præsenteret alle nyskabelserne. I 2017 besøgte 108.000 deltagere den lukkede messe og dens 2.300 udstillere. Th.

»Hvad der virkeligt er kritisk for fremtiden, er, at vi allerede har kommercielle kontrakter om at levere før nytår. Det viser mig, at 5G nu bevæger sig væk fra at være – lad og kalde det – et »buzzword«, som det var for et år siden, til at blive kommerciel virkelighed,« siger Ericssons topchef, Börje Ekholm, til netnyhedsstedet Mobile World Live.

Börje Ekholm har senest i den forgangne weekend skrevet kontrakt med verdens største teleselskab, China Mobile, og at gå videre med at afprøve ny teknologi, hvor 5G kan spille en væsentlig rolle.

Europa og Danmark er bagefter

Europa er dog bagefter, fastslår Rajeev Suri fra Nokia.

»Aktiviteten i USA og Kina får Europa til at fremstå som en dværg, men jeg tror, at noget 5G vil blive lanceret i Europa på et tidspunkt i 2019,« siger han.

Alle udstyrsproducenterne knokler for at udvikle bedre og mindre – og dermed billigere – dimser og dingenoter til 5G-nettene. Nokias nyudviklede chips vil betyde, at mobilantennerne kun behøver at være halvt stå store, nemlig ned til 45 centimeter mod nu mellem en og 2,6 meter høje, samtidig med at de kan håndtere tre gange så mange data og desuden skære ned på mobilmasternes strømforbrug. De mindre antenner vil gøre det lettere at montere dem i på bygninger i byområder, så mobildækningen kan sikres dér.

Den kinesiske mobilgigant, Huawei, der er verdens tredjestørste leverandør af mobiludstyr efter Ericsson og Nokia, lancerede i søndags verdens første, kommercielt tilgængelige 5G-modem – en lille, flad brik på små fem gange fem centimeter, som skal kunne bygges ind i udstyr, der kobles på 5G-mobilnettet, når det måtte komme.

Det vil kræve nyt telefoner og nyt udstyr at bruge 5G-nettet, som på grund af de meget små forsinkelser i overførslen af datasignaler og evnen til at håndtere meget store datamængder vil blive afgørende for, at selvkørende biler kan komme ud at rulle på vejene og konstant vil være opdateret om situationen omkring sig.

5G bliver dog ikke et landsdækkende fænomen. Det vil koncentrere sig om byområderne, har telebranchen mange gange slået fast.

En nordisk kamp om pengene

Også i interesseorganisationen Dansk Industris brancheforening for IT og tele, DI Digital, er der bekymring for, at Danmark og Europa halter bagefter.

»Udgangspunktet er heldigvis rigtigt godt. F.eks. ligger 4G-mobildækningen i Danmark nummer 1 i EU og dermed blandt det bedste i verden, takket være telebranchens investeringer, som siden 2010 samlet set er på over 50 milliarder kroner i Danmark. Men Danmark halter bagud, når det gælder forberedelserne til næste generation af mobilnetværk, 5G. Og hvis danske virksomheder f.eks. skal kunne anvende Tingenes Internet i stor skala, skal de have adgang til 5G,« siger Peder Søgaard-Pedersen, fagleder for telepolitik i DI Digital.

Danmarks største problem er ifølge ham, at vi kæmper med de øvrige nordiske lande om at få de store telespillere – teleselskaber som Telia, Telenor og »3« samt udstyrsproducenter som Ericsson og Nokia – til at lægge deres investeringskroner hos os og ikke lige så mange i Norge, Sverige og Finland.

»I disse lande klarer telebranchen sig betydeligt bedre end i Danmark. Det har betydning for selskabernes lyst til at investere i 5G, og det kan føre til en betydelig forsinkelse af 5G i Danmark. Danmark vurderes allerede at være to år bagud,« siger Peder Søgaard-Pedersen.

DI Digital har derfor inviteret teleordførerne for Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF samt departementschef Thomas Egebo fra Energi-, Klima- og Forsyningsministeriet og vicedirektøren i Energistyrelsen med i en delegation, som i Barcelona skal møde centrale spillere på markedet og drøfte, hvordan Danmark kan undgå at blive forbipasseret.

 

Efter et år er dit smart-tv ikke længere så sikkert

De værste sikkerhedshuller er lukket ved at fjerne kamera og mikrofon, men det er stadig muligt at påvirke dit tv udefra.

Det er blevet helt normalt at sætte et stykke tape over kameraet på computeren, så man ikke risikerer, at fremmede kigger med. Foto: Arkivfoto
Det er blevet helt normalt at sætte et stykke tape over kameraet på computeren, så man ikke risikerer, at fremmede kigger med. Foto: Arkivfoto

Det er blevet helt normalt at sætte et stykke tape over kameraet på computeren, så man ikke risikerer, at fremmede kigger med.

Men har du et smart-tv, kan der også stå en lem åben for hackere.

Consumer Reports, som er en uafhængig, amerikansk pendant til forbrugerrådet, har undersøgt, hvordan folk udefra kan udnytte et smart tv.

FAKTA: SKRU OP FOR SIKKERHEDEN
  • Sikkerhedsproblemerne opstår ikke på grund af sårbarheder i selve tv’et, men på grund af sårbarheder i den underliggende teknologi.
  • Ligesom med din smartphone er det vigtigt, at platformen bag dit smart tv er opdateret. Android TV og Apple TV er nogle af de flinke i klassen til at opdatere. Til gengæld er de også glade for at opsamle data.
  • For helt at undgå hackere på sit smart tv må man kappe forbindelsen til internettet – men dermed kapper man også det, der gør ens tv “smart”. I stedet kan man så bruge separate tjenester som en Chromecast for at streame indhold på sit tv.

Ifølge deres undersøgelse kan udefrakommende – uden at være eksperter i hacking – blandt andet skifte kanal, afspille stødende indhold eller skrue op for lyden.

Tjeklisten: Har du styr på din digitale sikkerhed?

– Det er ligesom indbrud i et hus. Hoveddøren til de her smart-tv er låst, men der er mange bagveje ind i dem via internettet, fortæller Rasmus Larsen, som er redaktør på fladskærms-mediet Flatpanels.

Tidligere har der været tilfælde, hvor hackere har tiltvunget sig adgang til kamera eller mikrofon på et smart-tv og har kunnet følge med i, hvad der skete i stuen.

Helt så grelt står det ikke til, viser denne undersøgelse, og ifølge Rasmus Larsen hænger det sammen med, at man fra producenternes side ganske enkelt har fjernet kamera og mikrofon i skærmen på nye smart-tv netop af frygt for hacking.

Han fortæller, at sikkerhedsproblemet rammer bredt på tværs af tv-skærme. Det er nemlig ikke på grund af sårbarheder i selve tv’et, det er sårbarheder i den teknologi, der ligger nedenunder.

– Tv i dag fungerer ligesom vores smartphones, ved at de kører på en platform. Alle Samsung-tv kører på Samsungs egen tv-platform, som hedder Tizen. Tv fra Sony, Philips og nogle få Bang & Olufsen-tv kører et system, der hedder Android TV udviklet af Google, fortæller Rasmus Larsen.

Problemet opstår, fordi softwaren til tv’et ikke bliver opdateret, og dermed bliver potentielle sikkerhedshuller ikke lukket.

– Man skal sørge for at holde tv’et opdateret. Men problemet er, at meget få producenter opdaterer deres tv mere end et år ud i fremtiden. Allerede et år efter man har købt tv’et, kommer der formentlig ikke opdateringer længere. Det er både funktionelle opdateringer og sikkerhedsopdateringer, siger han og fortsætter:

– Så der står en virkelig stor andel af smart tv ude i stuerne, som ikke opdateres mere. Selv om der opdages et sikkerhedshul, bliver det formentlig ikke lukket. Det er et rigtig stort problem og stærkt kritisabelt.

Gør din computer hurtigere med en simpel oprydning

Det er samme problem, som på smartphones der ikke bliver opdateret, forklarer han. For at beskytte sig selv kan man derfor gå efter løsninger, der bliver opdateret.

– Dem, der adskiller sig fra mængden, er dem, der kører Googles system Android TV – altså Sony, Philips og nogle få Bang & Olufsen-skærme. For de bliver opdateret også i forhold til sikkerheden. Det er Google, der står for det, siger Rasmus Larsen.

Så vil man øge chancen for, at ens smart tv kører på en opdateret teknologi med de nyeste softwareopdateringer, og at potentielle sikkerhedshuller bliver lukket, kan man gå efter dem, siger han. Men om man dermed skal føle, at man altid er alene i stuen, er et andet spørgsmål.

– Omvendt er Google – sammen med Facebook – nok et af de selskaber, der har størst interesse i at indsamle data, fordi de får deres indtjening via reklamer, siger Rasmus Larsen.

Det er altså et spørgsmål om, hvad man prioriterer, og hvor meget sølvpapirshatten trykker.

Ifølge Rasmus Larsen er der dog ikke en stor overhængende fare for, at der lige nu er folk, der prøver at hacke sig adgang til dit tv. Men det er en risiko, man som forbruger skal være bevidst om.

– Det, der skal til, er et målrettet angreb. Der skal være nogen, som gerne vil ind på dit tv, siger han.

Kilder: Rasmus Larsen, consumerreports.org

/ritzau fokus/

Spar blæk og penge med disse tre gratis tricks

Spar blæk og penge med disse tre gratis tricks

Det er ganske gratis at spare penge på papir og blæk på hjemmeprintere. Her er tre gode værktøjer.

Din hjemmeprinter kan spare blæk, hvis du kender de rigtig tricks.

Vi giver tre værktøjer, der gør dine print billigere og bedre.

Din hjemmeprinter er et sort hul, der på én gang slynger blæk ud på papiret med stor kraft og suger din tegnebog tom for penge.

Den bruger papir og blæk i et tempo, så selv det mindste Word-dokument bliver en økonomisk belastning, når det skal ud på papir.

Heldigvis udvikles der gode værktøjer, der hjælper dig med at spare blæk. Her præsenterer vi dig for tre af slagsen.

1. Planlæg med Greencloud Printer

Dette omfattende program til pc giver dig mulighed for at planlægge dine udskrifter bedre. Fx ved at skrive ud i blækbesparende “kladdeform” eller udskriver 1, 2 eller 4 side på samme ark.

Hent Greencloud Printer i Fordelszonen  

2. Vælg ud med Cleanprint

Her får du en browserudvidelse, der skal bruges, når du udskriver fra hjemmesider. Udvidelsen lader dig bestemme, hvilken grafik og tekst, der skal med på printet.

Hvis du holder dig til at udskrive ren tekst, er meget sparet. Udvidelsen fungerer med Internet Explorer, Chrome og Firefox.

Hent Cleanprint i Fordelszonen

3. Spar blæk med Ryman Eco

Det sidste trick til bedre blæk-økonomi er et spøjst et af slagsen. Skrifttypen Ryman Eco sparer op til 33 procent på dit blækforbug af den simple årsag, at bogstaverne indeholder huller.

Hent Ryman Eco Her: https://rymaneco.co.uk/

 

Få Se billede-knap tilbage i Google

Google har fjernet en knap, der gør det muligt at se billeder i stor størrelse under søgningen. Vi sørger for, at du får knappen tilbage.

Se billede i Google

Google har fjernet muligheden for at få vist billeder.

Som følge af en større uoverensstemmelse med billed-bureauet Getty Images har Google måttet fjerne en vigtig knap fra deres søgemaskine.

Når du vil se nærmere på et foto under søgning hos Google mødes du nu af dette billede.

Knappen “Se billede” er væk. Det betyder, at du ikke har mulighed for at se de enkelte billede i stor størrelse. I stedet er man nødt til at besøge hjemmesiden, som billedet ligger på.

Sådan får du Se billede-knappen tilbage i Google

Du kan dog spare de ekstra klik og det ekstra tidsforbrug. For lige så hurtigt som Google fjernede knappen, har udvikleren Joshua B fundet modmedicinen. Han har nemlig udviklet en browserudvidelse, der bringer knappen tilbage.

Hent tilføjelsen til Chrome eller Firefox.

Når du har installeret udvidelsen, vil dine fremtidige billedsøgning se ud som herunder:

Knappen er tilbage, men dog i en engelsksproget udgave. Klik på “View Image” for at se billedet i høj opløsning.

Læs flere smarte Google-tips her.

Nu bliver telefonerne ENDNU hurtigere med Snapdragon 845

Qualcomm Snapdragon 845
© Qualcomm

Firmaet Qualcomm er på vej med en ny version af sine hurtigste chips til mobiltelefoner, nemlig processoren Snapdragon 845. Processsoren løber fra alt og alle i nye tests.

Qualcomm er firmaet bag de ekstremt populære Snapdragon-processorer, som man kan finde i de fleste dyre Android-telefoner.

Virksomhedens Snapdragon 835 var processoren, der gav saft og kraft til nogle af de hurtigste telefoner i 2017, og nu er efterfølgeren klar.

Snapdragon 845 bliver Qualcomms hidtil hurtigste Snapdragon-processor, og de første målinger fra amerikanske teknik-medier viser, at Snapdragon 845 giver alle konkurrenter baghjul. Faktisk er den omkring 30 procent hurtigere end forgængeren, 835. Hvis du har prøvet nogle af 2017’s topmodeller fx OnePlus 5, så ved du, hvad du kan vente dig i 2018.

Mange funktioner i samme chip

Snapdragon er en såkaldt system on a chip (SoC). Det betyder, at mange funktioner er samlet i den samme chip. I Snapdragon 845 betyder det blandt andet, at også det indbyggede modem til internetadgang bliver hurtigere end hidtil.

Vi ved ikke, hvornår de første telefoner med den nye superchip lander i butikkerne, men vi ved til gengæld, at vi glæder os til at køre dem gennem vores testlaboratorium.

Du kan læse mere om processoren her.

Læs alt om Android-telefoner her

Undgå ransomware – luk de farlige porte i Windows 10

Din pc anvender netværks-porte til at kommunikere på nettet, men hvis du har for mange åbne, kan det misbruges af kriminelle. Her viser vi dig, hvordan du lukker portene i Windows 10.

Når ulykkelige pc-ejere rammes af ransomware med navne som WannaCry eller Petya, angribes pc’en ofte gennem port 445 i Windows.

Samtidig kan åbne porte være en indgang for hackere, der med deres portscannings-programmer hurtigt kan finde tusinder af sårbare pc’er på nettet.

Porte giver adgang til internettet

Din pc anvender porte til al kommunikation – både på dit lokale netværk og på internettet – og derfor er de helt uundværlige.

Port 80 anvendes fx til generel internettrafik i din browser, mens port 21 skal være åben, hvis du bruger pc’en som FTP-server.

Derfor skal din pc have bestemte porte åbne, mens andre er helt unødvendige – især port 445 er værd at få lukket i en fart, hvis den er åben på din pc.

Tjek din pc for åbne porte i Windows 10

Windows rummer et værktøj, der både kan scanne for og lukke eventuelle åbne porte. Værktøjet skal du bruge via Kommandoprompt på denne måde:

  1. Skriv cmd i søgefeltet i Windows 10, og når Kommandoprompt dukker op i søgeresultaterne, skal du højreklikke på genvejen og vælge Kør som administrator.
  2. Skriv netstat -na og tryk på Enter. Det viser en lang liste over porte, som enten er lukkede eller åbne på pc’en – sammen med den IP-adresse de kommunikerer med.

Oplysningerne er skrevet på denne måde: 172.88.18.20:65000 – de første tal er IP-adressen, mens tallet efter kolonnet er netværksporten.

Find port 445 og bemærk nu, om der står LISTENING i kolonnen til højre. Er det tilfældet, er porten åben.

Sådan lukker du en åben port i Windows 10

  1. Skriv cmd i søgefeltet i Windows 10, og når Kommandoprompt dukker op i søgeresultaterne, skal du højreklikke på genvejen og vælge Kør som administrator.
  2. Skriv netsh advfirewall set allprofile state on og tryk på Enter.
  3. Skriv netsh advfirewall firewall add rule dir=in action=block protocol=TCP localport=445 name=”Block_TCP-445″ og tryk på Enter.

Nu er port 445 lukket på din pc og du er bedre sikret mod den farlige ransomware.

 

Fremtidens simkort er indbygget i processoren

I fremtiden skal vi måske vænne os til at sige iSIM. ARM har designet en processor, hvor SIM-kortet er indbygget i processoren.

iSIM gør det muligt at indbygge SIM-kortet i processoren(Foto: Pexels)

Det handler om plads. Selvom du måske ikke synes, at dit SIM-kort fylder ret meget, så er pladsen inde i vores elektroniske apparater dyrebar. Firmaet ARM er klar med en løsning, hvor simkortet er indbygget i processoren.

The Verge skriver,  at iSIM, som løsningen kaldes, kun fylder en lille fraktion af en kvadrat millimeter – altså virkelig lidt. Til sammenligning fylder et Nano SIM-kort 12.3 x 8.8 m.m. Selvom vi taler om virkelig små størrelser, er der altså plads at spare ved at anvende iSIM løsningen.

Oister ændrer ulovligt fri data abonnement – fastholder 1TB grænse

Først og fremmest til dine smart-devices

ARM har dog ikke udviklet denne løsning til mobiltelefoner. De har i stedet rettet blikket mod såkaldte internet of things (IoT) apparater, som ved hjælp af sensorer kan opsamle og dele data.

Med iSIM kan chipproducenterne ikke blot spare plads men også penge. iSIM løsningen nedbringer nemlig produktionsomkostninger væsentligt. I stedet betale et to-cifret beløb i cent per SIM-kort, kan producenterne nedbringe udgifterne til et et-cifret cent-beløb.

Vil mobilverdenen have iSIM?

Det er langt fra sikkert, at mobilproducenter og operatører gå over til iSIM-løsningen.

I dag findes der allerede et lignende alternativ nemlig eSIM, som godt nok er større end iSIM; men også gør det muligt at indbygge SIM-kortet i elektroniske enheder. Det er primært tablets og smarture, som benytter eSIM i dag. Dog benytter Googles seneste telefon Pixel 2 eSIM.

BAGGRUND: Bliv klogere på eSIM – fremtidens SIM-kort