Aprilsnar: No shit, Sherlock!

Det har altid været sjovt at læse nyheder den 1. april. Det vil sige, altså indtil nu – for det er som om, det sjove er forsvundet.

En god aprilsnar er konstrueret, så den lige akkurat kunne have været sand – men man skal helst være en lille smule i tvivl, når man læser historien.

Et godt eksempel var Version2’s aprilsnar fra sidste år, der handlede om, at Mediehuset Ingeniøren skrottede adgangskort til fordel for implanterede RFID-chips.

Historien var sjov, fordi det ved første øjekast virker åbenlyst sindssygt at implantere en RFID-chip i kroppen, men faktisk er noget, man arbejder helt alvorligt på, blandt andet i Sverige.

Dagens aprilsnar fra Ingeniøren er også god, fordi den indeholder elementer fra aktuelle fænomener, der er oppe i medierne. Jeg vil ikke nævne disse, for der kan stadig sidde læsere derude, som har til gode at læse og blive overrasket over historien.

Og nu kommer vi til min pointe:

Aprilsnarren er blandt andet holdt op med at være sjov, fordi den bliver ødelagt ganske omgående.

I disse sociale medie-tider, hvor alt skal kommenteres, blot fordi man kan, er en del af joken at se, hvor mange, der falder i.

Problemet er bare, at der altid er et lille barn, der kommer forbi artiklen, skynder sig at række hånden i vejret og råbe “Aprilsnar!”, mens han hopper eksalteret op og ned og håber, de voksne ser, hvor klog han er.

Hør her, lille ven: Du er ikke unik, fordi du gennemskuede joken før de andre. Du var bare den første, der ikke kunne vente med at ødelægge sandslottet, de andre børn byggede, mens du spiste den mælkesnitte, der skulle have været gemt til i eftermiddag.

Men det er ikke kun irriterende børn, der ødelægger det – BT var som et af de første medier ude med en spoiler allerede lidt over kl. 8 om morgenen, hvor de offentliggjorde en liste med andre mediers aprilsnar.

Jyllands-Posten og EkstraBladet fulgte trop en time senere, og i skrivende stund er det så vidt jeg kan se kun Berlingske og Politiken, der blandt de større medier ikke har ødelagt joken for deres læsere.

Kære medier: Er det ikke på tide, I sender jeres Facebook-praktikanter hjem, og får de rigtige journalister tilbage på arbejde, så vi kan få nogle reelle nyheder i stedet for destilleret støj?