Huawei P9 Lite opdateres nu til Wi-Fi Opkald og VoLTE

KORT NYT: Kunder med en Huawei P9 Lite i lommen kan nu benytte Wi-Fi Opkald og VoLTE.

P9 Lite Wi-Fi opkald

Wi-Fi Opkald og VoLTE er nu aktiveret på Huawei P9 Lite (Foto: MereMobil.dk)

Huawei har netop udsendt en opdatering, der aktiverer Wi-Fi Opkald og VoLTE på modellen Huawei P9 Lite.

Tilbage i august sidste år kom Huawei P10 med på disse funktioner. Samtidigt lovede Huawei, at de arbejde på en tilsvarende opdatering til P10 Lite. Og nu følger så P9 Lite.

I første omgang understøtter YouSee, Telenor og 3 funktionen på blandt andet P9 Lite. Telia forventes at komme på i løbet af sommeren, oplyser Huawei til MereMobil.dk.

Med Wi-Fi Opkald kan telefonsamtalerne transmitteres over ens lokale trådløse netværk (Wi-Fi) i stedet for mobilmasterne. Dette er en fordel for de mobilkunder, som bor et sted hvor mobildækningen indendørs er dårlig.

VoLTE muliggør transmission af mobilsamtaler som data i mobilnettet. Med VoLTE kan samtaler flyttes fra det lokale Wi-Fi over på mobilnettet, uden samtalen afbrydes.