Google lukker ned for den velkendte tidslinje i Google Maps og sletter din historik for at beskytte dit privatliv. Men du kan heldigvis nå at redde det hele. Vi viser hvordan.
Google har besluttet at lukke ned for tidslinjefunktionen i Google Maps.
Faktisk blev beslutningen allerede taget i slutningen af 2023, men nu er firmaet begyndt at sende besked til brugerne af Maps, om at det er tid til at gemme alle de gamle oplysninger, om hvor vi har været i tidens løb.
Vi er flere på redaktionen, der i de seneste uger har modtaget en meddelelse fra Google, om at vi skulle hente vores lokationsdata og gemme dem lokalt på telefonen.
Hvis du nogensinde scrollet tilbage i tiden for at genopleve dine rejser og oplevelser med Google Maps’ Tidslinje, så er det på tide at spidse ører, for du er også nødt til at tage stilling til, hvad der skal ske med din tidslinje.
Hvornår skal jeg hente min tidslinje fra Maps?
Når Google flytter din rejsehistorik væk fra skyen og ned på din telefon, betyder det også, at den bliver slettet, hvis du selv ikke gør noget inden sommeren 2025. Helt præcis den 9. juni.
I mange år har Google Maps’ tidslinje været som en digital logbog, hvor du kunne kigge tilbage på alle de steder, du har besøgt. Men Google har længe arbejdet på at give os brugere mere kontrol over vores data, og det er denne tanke, der ligger bag den kommende ændring i Google Maps.
I stedet for at gemme din rejsehistorik i skyen, knytter Google nu dine data direkte til dine enheder.
Det betyder, at din tidslinje fremover vil blive gemt separat på hver enkelt smartphone, du bruger – og den er altså ikke længere bundet til din Google-konto på samme måde.
I 2023 begyndte Google at fjerne følsomme lokationsdata som for eksempel oplysninger om besøg på klinikker, krisecentre og lignende steder. Det var et forsøg på at beskytte brugerne og sikre, at myndigheder ikke bare kunne få adgang til historikken.
Sådan ser du din tidslinje i Google Maps
Når du åbner Google Maps-appen på din telefon, skal du klikke på dit profilbillede eller ikonet med et bogstav øverst til højre.
På listen, der dukker op, kan du vælge din tidslinje. Nu kan du via kalenderen se alle de steder, du har besøgt gennem tiden.
Da funktionen er afhængig af dine lokationsdata og som udgangspunkt er sat til at slette data efter 90 dage, kan det være, du ikke kan se nogen historik. Hvis du ændrer dine indstillinger, vil du kunne se historikken fremadrettet.
Hvad betyder ændringen for mig?
Hvis du vil bevare din historik, skal du gemme den på din telefon.
Din tidslinje i Google Maps bliver fremover gemt individuelt på hver enkelt telefon, du bruger. Det vil sige, at du ikke længere kan tilgå hele din samlede historik ét sted.
Din tidslinje bliver løbende slettet automatisk, og besøg og ruter der er ældre end tre måneder forsvinder af sig selv, medmindre du selv gør noget for at gemme de enkelte ture.
Hvordan redder jeg min tidslinje i Maps?
Google giver selv anvisninger til, hvad du skal gøre, hvis du vil forsætte med at bruge tidslinjen udover de 90 dage.
Den første del af anvisningen er nem at følge, for Google sender en popup-besked til din telefon, hvor du bliver ledt gennem processen med at tage stilling til, om du vil gemme dine tidslinjedata.
Hvis du gerne vil bevare din rejsehistorik, og hvis du vil beholde mere end blot de seneste 90 dages data, så er det vigtigt at reagere her.
Hvis du følger vejledningen i popup-beskeden, så gemmes dine tidslinjedata nu på telefonen i stedet for at ligge ude på Googles servere på nettet.
Husk at sikre dine data ved at sikkerhedskopiere
Nu ligger dine tidslinjedata lokalt på din telefon, og hvis du mister den, så mister du også alle oplysinger om dine rejseaktiviteter.
Derfor er det vigtigt, at du sørger for at slå sikkerhedskopiering af tidslinjen til.
Det er værd at bemærke, at der kan gå et par dage, før de ændringer du laver i din tidslinje, bliver overført til din backup.
Det er altså ikke en øjeblikkelig synkronisering. Hvis du for eksempel lige har været på en spændende tur, skal du altså være lidt tålmodig, før den optræder i din backup.
Sådan slår du sikkerhedskopiering af tidslinjen til
Du skal slå sikkerhedskopieringen til ved at ændre en indstilling inde i selv Google Maps. Det gør du sådan her:
- Åbn Google Maps-app’en på din telefon.
- Gå til din tidslinje ved at trykke på dit profilbillede eller dit forbogstav (det lille ikon i hjørnet) og vælg “Din Tidslinje-oversigt”.
- Tryk på skyikonet øverst i højre hjørne.
- Tryk på skydeknappen for at slå sikkerhedskopiering til.
Nu bliver din tidslinje automatisk sikkerhedskopieret fremover. Så kan du skifte telefon med ro i sindet og vide, at din rejsehistorie er i trygge hænder og let kan overføres til din nye smartphone eller tablet.