Energisektoren styrker sit cyberforsvar

Energisektoren er en livsnerve i det moderne samfund, så cybersikkerheden skal være i top.

Det skal en række nye tiltag hjælpe med.

De seneste år er der set et forøget antal cyberangreb på kritisk infrastruktur, og Center for Cybersikkerhed under Forsvarsministeriet vurderede i september 2018, at cybertruslerne mod de danske energisektorer er tiltagende. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) præsenterer i dag en cyber- og informationssikkerhedsstrategi, der skal styrke energisektorernes værn mod cyberangreb. Strategien er udarbejdet i tæt samarbejde med energibranchen og bygger ovenpå det store arbejde, der allerede er gjort for at sikre en høj cyber- og informationssikkerhed i sektorerne.

”I en stadig mere digital tid er det vigtigt, at vi er bevidste om truslerne mod os. Energisektorerne er en af hjørnestenene i vores moderne samfund, og det er vigtigt, at sektorerne har det bedst mulige værn mod cyberangreb,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Den nye cyber- og informationssikkerhedsstrategi kommer som led i regeringens bredere initiativ for styrket cybersikkerhed i de samfundskritiske sektorer, som også omfatter sundheds-, finans-, tele-, transport-, og søfartsområderne.

Der gennemføres 10 konkrete initiativer, der har fokus på at styrke samarbejde, kompetencer og procedurer i sektorerne. Blandt andet skal muligheden undersøges for at etablere en sektorspecifik IT-sikkerhedstjeneste, som i forskelligt omfang vil kunne samle kompetencerne inden for informations- og cybersikkerhed samt rådgive branchen og myndigheder.

”Vi har brug for digitaliseringen, men vi skal ikke være blinde for udfordringerne, som kan komme med den. Derfor er jeg rigtig glad for det store arbejde, som er lagt i den nye strategi, og jeg håber, den kan skabe rammerne for, at vores grønne og stabile energisystem bliver endnu mere sikkert,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *