Tirsdagens Tech Tip: 10 Windows 10 tips

  • 0

Tirsdagens Tech Tip: 10 Windows 10 tips

Category : IT-Nyheder

Windows har i dag voldsomme mængder af funktioner og finurligheder, og der er næsten ingen grænser for, hvad man kan med det. Men det er langt fra alle de muligheder man kan se med det blotte øje, da de fleste er skjulte. Så her er et lille uddrag af tips til, hvordan du bliver bedre til at bruge Windows 10.

1: Kør 2 vinduer side om side. Hvis du eksempeltvist gerne vil have to vinduer åbne samtidig, så kan du, ved at klikke på bjælken i toppen af det vindue du vil have, og så trække det helt ud til den ene side og slippe. Så vil det vindue automatisk tilpasse sig den ene halvdel af din skærm. På den anden halvdel af skærmen, kan du nu vælge hvilket vindue du vil have vist der. Og vil du gerne have det ene vindue til at være større end det andet, kan du sætte musen på den tynde, sorte streg mellem de to vinduer, klikke og trække, så tilpasser du begge vinduers størrelse samtidig. Ekstra tip: hvis man vil have 4 vinduer åbne samtidig, kan man bruge samme metode, men så trække det ene vindue til et hjørne.

2: Søg efter hvad som helst. Hvis du nu er i tvivl om, hvor du finder et program eller en fil på din computer, så kan Windows nemt hjælpe dig med at finde det. Det gøres ved enten at trykke på forstørrelsesglasset eller startmenuen, og så bare begynde at skrive navnet på det du leder efter.

3: Skift mellem åbne vinduer. Næsten lige så længe der har været noget, der hed Windows, har man kunnet skifte mellem de åbne vinduer, ved at holde ALT-knappen nede, og så trykke på TAB-knappen (den lige over Caps Lock), men i Windows 10 kan man nemt få et overblik over alle ens åbne vinduer ved at holde Windows-tasten nede og så trykke på TAB-knappen. Herefter kan man enten skifte mellem vinduerne ved hjælp af piletasterne, og så trykke enter, eller man kan blot klikke på et vindue med musen.

4: Zoom ind/ud. Mange steder kan det være nødvendigt at skulle zoome enten ind eller ud, enten for at kunne se nærmere på noget, eller for at få et bedre overblik. Det kan gøres nemt ved blot at holde CTRL-tasten nede, og så køre enten op eller ned på sin scroll-knap på musen. Nogle steder kan man også gøre det ved at holde CTRL-tasten nede, og så trykke på enten + eller – på tastaturet. Hvis man bruger en bærbar PC, så kan man på sin touchpad trække to fingre til hver sin side for at zoome ind, og samle dem for at zoome ud.

5: Tag et billede af skærmen. Windows 10 har flere af muligheder for at tage billeder af enten hele skærmen, eller blot et lille udsnit. Hvis man skal bruge et billede af hele skærmen, så skal man blot holde windows-tasten nede og trykke på print screen-knappen. Skal man derimod kun bruge et udsnit af sit skærmbillede, findes der en genvej til det. Man holder windows-tasten og shift nede samtidig, og trykker så på ”S”. Herefter bliver skærmen lidt mørk, og så kan man, ved at holde venstre museknap nede, trække og markere det område der skal kopieres. Nu kan det så indsættes de steder det skal bruges, hvad enten det er i en mail, et dokument eller på Facebook ved at holde CTRL-knappen nede og trykke på ”V” for at indsætte.

6: Hurtig adgang til systemindstillinger. Hvis man skal ind og skifte en indstilling, og måske er lidt erfaren med Windows, kan man få nem adgang til de forskellige systemindstillinger ved at holde Windows-tasten nede og trykke på ”X” eller ved at højreklikke på startmenuen. På denne måde kan man hurtigt finde blandt andet Enhedshåndtering, Kontrolpanel, Diskhåndtering samt en masse andre indstillinger.

7: Nem genvej. Har man et program eller en fil, man gerne vil have hurtig adgang til, kan man højreklikke på den, vælge ”send til” og så trykke på ”Skrivebord (opret genvej)”.

8: Stifinder. Når man åbner stifinder i Windows 10, så viser den øverst dine dokument-, billed-, musikmapper m.m., og nederst dine senest åbnede filer. Ønsker man derimod at få den til at vise dine drev, som når man i tidligere versioner åbnede ”Denne Computer”, så skal man følge disse trin. Tryk på ”Vis” øverst i vinduet og så på ”Indstillinger”. Så har man mulighed for at skifte fra ”hurtig adgang” til ”denne PC”.

9: Touchpad funktioner. På en bærbar PC har din touchpad også en masse indbyggede funktioner. At man kan zoome ind og ud, er beskrevet i punkt 4. Mange ved, at hvis man trykker en gang hurtigt, svarer det til at venstreklikke, men hvis man gør det med to fingre, så højreklikker man. Hvis man med to fingre trækker enten op eller ned, så fungerer det ligesom at scrolle med musen, og har man brug for at minimere alle vinduer, trækker man bare med 3 fingre nedad. Vil du skifte mellem de åbne vinduer, kan du med 3 fingre trække enten til højre eller venstre.

10: Skift mellem lydudgange. Hvis man har flere lydenheder tilsluttet computeren, såsom et headset og et par højtalere, så kan man nemt skifte mellem dem uden at skulle frakoble den ene af dem. Klik på højtalerikonet nederst til højre. Så popper der et lille vindue op med lydstyrke og navnet på den aktive lydudgang. Hvis man så klikker på navnet på lydudgangen, popper der yderligere et vindue op med alle de mulige lydudgange. Tryk så på den du gerne vil bruge, og så er det nu din aktive lydenhed.


Leave a Reply

Åbent

Mandag – Søndag : Efter Aftale

Kontakt Mig

På Telefon: 53660222
(Træffes bedst mellem 18:00 & 19:00 )

Eller lige Her