Hvis du har USB-nøgler og hukommelseskort liggende i skuffen, er flere af dem formentlig formateret i filsystemet FAT32, der i Windows har en størrelsesbegrænsning på 32 GB. Den grænse er nu fjernet, så du kan oprette endnu større partitioner, hvis lagerenheden ellers har kapaciteten til det.
Frem til og med Windows-udgaven Windows Me, der blev lanceret i år 2000, var det FAT eller FAT32, som var filsystemet på pc’ens harddisk.
Filsystemet blev udviklet til Windows’ forgænger DOS, og løbende opgraderet så det kunne bruges med nye og større diske.
Men efter Windows Me stoppede udviklingen af FAT-systemet, fordi Microsoft med Windows 2000 og Windows XP i stedet satsede på det nyere filsystem NTFS.
Nu har Microsoft dog meldt ud, at firmaet alligevel har skruet på den efterhånden bedagede teknologi.
Bruges stadig på eksterne lagerenheder
Man skulle måske tro, at den videre udvikling af FAT32-systemet er uden betydning, fordi der er kommet nyere og mere moderne filsystemer til siden dengang, men det er en sandhed med modifikationer.
FAT32 bruges nemlig stadig den dag i dag til USB-nøgler, hukommelseskort og små eksterne harddiske eller SSD’er.
Dog ses systemet hovedsageligt i lagerenheder, der kan rumme op til 32 GB, og det skyldes filsystemets øvre grænse på netop 32 GB per partition, hvis man formaterer dem i Windows.
Det har dog længe været muligt at formatere FAT32 til mere end 32 GB, hvis man benyttede andre styresystemer end Windows.
Nu kan FAT32 bruges på større diske
Noget overraskende har Microsoft nu meddelt testerne i testprogrammet Windows Insider, at 32 GB-begrænsningen på FAT32 er hævet til 2 TB (2.000 gigabytes).
Det betyder med andre ord, at alle med Windows 11 snart vil have muligheden for at anvende FAT32 til moderne lagerenheder, der kan rumme mere end 32 GB.
Microsoft fortæller dog også, at hvis du formaterer et drev til FAT32 inde fra Stifinder, vil du indtil videre stadig blive mødt af begrænsningen på 32 GB.
Men hvis du i stedet bruger format-kommandoen fra Kommandoprompt, kan du formatere diske med partitionsstørrelser op til 2 terabytes.
Er du lidt rusten i Kommandoprompt, kan du i øvrigt her læse, hvordan du bruger Format-kommandoen fra Windows 11’s Kommandoprompt.
Flere gode alternativer
Der findes allerede andre filsystemer, du kan vælge til dine eksterne lagerenheder, som virker med diske på over 32 GB.
Du kan vælge NTFS, som er Microsofts egen afløser til FAT32, og som virker med drev på op til ufattelige 256 TB (256.000 gigabytes).
Der er også et andet system, som Microsoft udviklede i 2006, der hedder exFAT.
Dette system kan bruges på enheder med en kapacitet på op til 128 PB eller petabytes. Det svarer til 128.000 terabytes eller 128.000.000 gigabytes og er nok ikke en grænse der overskrides i den nærmeste fremtid.
Du skal dog være opmærksom på, at dit udstyr som kameraer, dashcams og andet, som anvender lager fra hukommelseskort, eller underholdningssystemet i din bil, der kan indlæse USB-nøgler, normalt kun kan læse et bestemt filformat – og ofte ikke NTFS.
Du kan læse, hvilket filsystem dit udstyr virker med, ved at kigge i grejets manual.