Windows 10 er på vej i graven, men det afholder åbenbart ikke Microsoft fra at tilføje nye funktioner til styresystemet.

Selv om Windows 10 kun har ni måneder tilbage, før Microsoft stopper med at holde styresystemet opdateret, bliver der stadig tilføjet nye funktioner.
Det til trods for at Microsoft tilbage i maj sidste år meddelte, at Windows 10 havde fået nye funktioner for sidste gang.
Den seneste opdatering til Windows 10, Release Preview build 19045.5435, indeholder således nye funktioner til det snart forældede styresystem.
Der kommer nemlig et visuelt pift til kalenderen i Windows 10.
Der er bestemt ikke tale om specielt iøjnefaldende nyheder til Windows 10, men det kan undre, at Microsoft prioriterer nye tilføjelser til et styresystem, de er godt i gang med at pensionere.
Nye funktioner til kalenderen
Det er kalenderen i Windows 10, der får et par små nye funktioner. Nærmere bestemt kan du vælge at aktivere små illustrationer i kalenderen.
Du kan vælge at få visualiseret vejrudsigten og helligdage. Desuden vil der dukke små billeder op, der markerer specielle begivenheder. Fx vises roser og lilla hjerter på Valentinsdag.
Klikker du på de små billeder, åbnes Microsofts søgemaskine Bing, hvor du kan læse lidt fakta om den givne mærkedag.
Opdateringen installerer desuden en ny version af Outlook på din maskine.
Flere opdateringer til Windows 11
Det er selvsagt ikke nogen stor opdatering med funktioner, der kommer til Windows 10. Microsoft prioriterer nemlig at tilføje nye muligheder til Windows 11.
Hvis du savner nye funktioner i dit styresystem, skal du altså opgradere til Windows 11. Og det kan være en god idé at gøre uanset hvad, for til oktober i år vil Windows 10 ikke længere blive opdateret. Og hackerne står allerede på spring for at udnytte sikkerhedshullerne til den tid.
Desværre er det langtfra alle, der uden videre kan opgradere computeren til Windows 11. Microsoft har nemlig stillet strenge krav til hardwaren, og det betyder, at mange må ud og købe en ny pc, hvis de vil opgradere styresystemet.