Alt, om afløseren til Windows 11

Microsoft har endnu ikke officielt bekræftet, at der kommer en Windows 12 på markedet, men meget peger i den retning. Her får du et overblik over det vi ved på nuværende tidspunkt.

WINDOWS 12: Meget peger i retning af en snarlig afløser til Windows 11. Den vil formentlig få navnet Windows 12. 

Kommer Windows 12 til at erstatte Windows 11 som styresystem på din pc?

Det er der meget, der tyder på – og efter en Microsoft-konference forleden, er der endnu flere pile, som peger i retning af Windows 12.

På Ignite-konferencen, som er en årligt tilbagevendende begivenhed, handlede det i år om Microsoft 365, der skal udfase Microsofts Office-produktlinje.

Men noget helt andet end Office, tekstbehandling og regneark er siden blevet det helt store samtaleemne på nettets forummer og Windows-hjemmesider. 

Microsoft kom nemlig til at vise noget frem, som sandsynligvis var et smugkig på Windows 12.

Markant anderledes Windows-udseende

Under en af de mange PowerPoint-præsentationer på Ignite-konferencen dukkede der et billede op, som langt fra ligner nogen Windows-udgave vi kender. 

Måske var det et uheld, måske var det for bevidst at skabe omtale af firmaets sandsynligvis kommende styresystem – måske Windows 12.

I stedet for en fast Proceslinje ses det på billedet, at denne udgave af Windows har en flydende Proceslinje, som ikke er fastgjort.

Hele meddelelsesområdet ved uret mangler også, og i stedet ligger der statusikoner i toppen af skærmen, som du også kender det fra din telefon.

Her ses en batteriindikator, et Wi-Fi-symbol og dato og klokkeslæt. I den modsatte ende af statuslinjen i toppen vises en vejrudsigt, der minder om den widget, der ligger yderst til venstre på Windows 11’s Proceslinje.

Kom Microsoft til at afsløre Windows 12 her?

UPS: 

Dette billede kom Microsoft til at afsløre ved en fejl på deres egen konference, og meget tyder på, det er det første kig ind i Windows 12. Proceslinjen ser markant anderledes ud end noget vi tidligere har set – og der er tilføjet en statuslinje i toppen af skærmen.

Det ved vi om Windows 12

Indtil videre er det småt med officielle nyheder om Windows 12 fra Microsoft selv, men der dukker hele tiden flere brudstykker op, som peger i retning af en afløser til Windows 11.

Herunder prøver vi at besvare de mest nærliggende spørgsmål om Windows 12 med den viden vi har tilgængelig.

Hvornår lanceres Windows 12?

Ifølge vedholdende rygter planlægger Microsoft at lancere Windows 12 i 2024 – præcis tre år efter Windows 11 kom ud.

Hvis man følger frekvensen af tidligere udgivelser, så bør Windows 12 lande i efteråret 2024.

Før Windows 10 kom der nye versioner af Windows hvert tredje år, og selvom meldingen med lanceringen af Windows 11 var, at der fremover kun ville komme mindre opdateringer løbende, er der meget, der tyder på, at Microsoft vil vende tilbage til den treårlige cyklus.

Microsoft selv benægter stadig at der kommer en Windows 12, men firmaet benægtede også udviklingen af en Windows 11 indtil få måneder før styresystemets lancering.

Bliver Windows 12 gratis?

Du spørger sikkert dig selv, om du mon skal betale penge for at få Windows 12 på din pc, og til det kan vi svare, at det er usandsynligt. 

De senere år har opdateringer til nyere Windows-udgaver været gratis, og det virker ikke sandsynligt, at Microsoft pludselig vil ændre denne forretningsmæssige kurs. 

Men har du ikke en tidligere Windows-udgave af opgradere fra, skal du formentlig stadig betale penge for en Windows-licens til Windows 12 – præcis som med Windows 10 og 11. 

Skal jeg opdatere min pc til Windows 12?

Du bliver næppe tvunget til at opgradere til Windows 12, hvis du er fint tilfreds med dit Windows 10 eller 11. 

Vi forestiller os, at Windows 11 kommer til at virke nogle år efter lanceringen af Windows 12 – præcis ligesom Microsoft har lovet, at Windows 10 vil få opdateringer frem til 2025.

Når Microsoft nogle år efter lanceringen af Windows 12 ikke længere sender sikkerhedsrettelser ud til Windows 11, vil det dog være uklogt at fortsætte med de tidligere udgaver af Windows. 

Kan min pc køre Windows 12?

Da Windows 11 blev lanceret, var det med meget strengere krav til din pc’s hardware end kravene til Windows 10.

Derfor kan du regne med, at Windows 12 mindst vil kræve det samme af din pc som Windows 11 – og dertil sikkert lidt mere. 

Men om den nye Windows-udgave kræver helt nye pc’er, er stadig for tidligt at sige. 

Hvad er nyt i Windows 12?

Hvis vi kan regne med det skærmbillede, der slap ud på Ignite-konferencen, ser det ud til at Proceslinjen nytænkes og redesignes – og at der tilføjes en ny statuslinje i toppen af skærmen.

Du kan tilmelde dig Windows Insider-programmet for at få de seneste Windows-udgaver på din pc. 

Dermed kan du selv se og afprøve de tanker, som Microsoft arbejder med netop nu. En del af elementerne vil formentlig fortsætte ind i Windows 12.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *