Windows 11-opdatering kræver endnu mere af pc’ens CPU

Der er i forvejen strenge krav til din pc, hvis du ønsker at installere Windows 11 på den, men nu hæves kravene endnu en gang til den kommende 24H2-opdatering.

Da Windows 11 i oktober 2021 blev lanceret, var vi mange der tabte underkæben ned i bordet, da det gik op for os, at vores velkørende Windows 10-maskiner IKKE var i stand til at opdatere til det nye styresystem.

Det skyldtes dog ikke computerens ringe evner, men udelukkende en arbitrær beslutning truffet af Microsoft.

For at installere Windows 11 på pc’en skal den nemlig mindst indeholde en processor af 8. generation fra Intel eller tilsvarende fra AMD, funktionen Sikker Opstart og sikkerhedschippen TPM 2.0. Det kunne mange velfungerende computere ikke leve op til.

Er du en af dem, der godt kunne installere Windows 11 på din pc, troede du sikkert, at alt var i den skønneste orden, og at du også fremover kunne fortsætte med at bruge Windows 11 på din pc.

Virkeligheden viser sig nu at være anderledes.

Kræver helt nye CPU-instruktioner

Teknologieksperten Bob Pony opdagede nemlig, at Microsoft har bygget en ny forhindring ind i den kommende store efterårsopdatering af Windows 11 – version 24H2 også kaldet Hudson Valley.

Microsoft har allerede sendt smagsprøver på den kommende opdatering ud til firmaets frivillige testere i programmet Windows Insider, og her opdagede eksperten, at installationen forudsættede, at pc’ens processor var i stand til at afvikle instruktionen POPCNT – udover alle de eksisterende krav.

Dermed kan flere pc’er risikere at dumpe kravene til at holde pc’en med Windows 11 opdateret.

Det nye krav er en så essentiel del af 24H2-udgaven af Windows 11, at der findes henvisninger til POPCNT overalt i systemet – lige fra selve kernesystemet til USB-driverne.

Har pc’en ikke POPCNT bygget ind i processoren, vil installationsprogrammet nægte at starte installationen og du vil se en fejl, der fortæller at din pc IKKE lever op til Windows 11’s krav, når du forsøger at opdatere computeren.

Hvad er POPCNT?

POPCNT står for Population Count og hjælper processoren med at tælle antallet af 1-taller i værdier i det binære talsystem. 

Funktionen blev første gang introduceret af AMD i 2006-2007 med firmaets Barcelona-arkitektur. Senere blev det også bygget ind i Intels processorer i arkitekturen Nehalem.

Det er dog stadig uvist, hvorfor Microsoft har gjort instruktionen obligatorisk i forbindelse med opdateringen af Windows 11, men eksperter peger på at bestemte og endnu ukendte funktioner i den kommende Windows 11 kræver det.

Tjek om din pc er god nok

Når du til efteråret får at vide, at opdateringen 24H2 er klar til din pc med Windows 11, vil installationsprogrammet undersøge din pc’s komponenter.

Mangler CPU’en i din pc POPCNT-instruktionen, vil du få at vide, at opdateringen desværre ikke kan installeres, fordi din pc mangler en kritisk funktion.

Hvorfor er der strengere krav til min pc?

Microsoft er ligesom mange andre softwareproducenter i fuld sving med at bygge kunstig intelligens ind i firmaets programmer. 

Det gælder også Windows 11, der uden for EU har fået den kunstige intelligens CoPilot, og der er efter alt at dømme flere funktioner på vej.

Det har allerede ledt til spekulationer om, at den kommende Windows 11-opdatering også vil kræve 16 GB ram, hvis man ønsker at benytte kunstig intelligens i styresystemet.

Det omfattende kapløb om at faldbyde mest muligt AI eller kunstig intelligens vil uden tvivl accelerere forældelsesdatoen for verdens pc’er, når de skal kunne behandle mere komplekse mængder data.

Forside

Scroll to Top