Sikkerhedsfirmaet Bitsight advarer mod et netværk af automatiseret malware, et såkaldt botnet, som rammer mindst 50.000 computere om dagen.
50.000 computere om dagen.
Så mange bliver lige nu inficeret med malware af et omfattende botnet.
Det fortæller det amerikanske sikkerhedsfirma Bitsight i en rapport.
Botnettet, der har fået navnet MyloBot, overtager computere og laver dem om til bots, som efterfølgende kan bruges til at hente yderligere skadelig software og inficere andre. Og i øjeblikket spreder det sig i et hidsigt tempo.
Hvad er et botnet?
Ordet “botnet” er dannet af ordene “robot” og “netværk”.
De cyberkriminelle bruger specielle trojanske vira til at bryde sikkerheden på flere brugeres computere, hvor de overtager styringen af hver computer og organiserer alle de inficerede maskiner i et netværk af “bots”, som den kriminelle kan fjernstyre.
Når der er etableret et Botnet med mange computere, kan de cyberkriminelle udnytte dette til at udføre DDos-angreb eller spamkampagner eller andre cyberangreb.
I nogle tilfælde opbygger svindlerne et netværk, som de sælger eller udlejer til andre, som kan bruge det fx til spamkampagner.
Kilde: Kaspersky
50.000 rammes hver dag
MyloBot blev først opdaget i 2018, men har siden haft gevaldigt vokseværk. Bitsight fortæller således i sin rapport, at 50.000 computere hver dag bliver inficeret af MyloBot.
Ifølge Bitsight er det dog blot toppen af isbjerget, og i virkeligheden kan der være tale om 150.000 ramte computere hver dag. I 2020 registrerede Bitsight endda hele 250.000 daglige infektioner med MyloBot.
Særligt computere i USA og Asien er i fare, men MyloBot har også indtaget Europa, hvor der er meldinger om angreb i flere lande.
Sådan rammer MyloBot din pc
Alle risikerer i princippet at blive inficeret med MyloBot.
Sker det, vil hackerne overtage din pc og bruge den til stort set alt, de ønsker. Fx kan de downloade mere malware til din pc, eller bruge din computer som led i øvrige hackerangreb eller spamkampagner.
MyloBot er tilmed vanskelig at opdage og kan gemme sig på en pc i op til 14 dage, før den bliver opdaget af antivirusprogrammer.
Beskyt dig mod botnet med antivirus
MyloBot bruger særlige teknikker til at skjule sig, men du kan gøre det sværere for hackerne at ramme dig med et godt antivirus-program.